Mr Cock and the Douche: Stop-motion modellervoks

Hjemmebrygget stop-motion straight outta jutland.

Se den episke fortælling om Mr Cock’s fødsel og rejse gennem verden i søgen på kærlighed og lykke.

Go fornøjelse

Fartens charme

At saette sig i den modsatte position af sin saedvanlige, er foerste skridt i retning af den reelle forstaaelse – og forstaaelse kan, i min optik, aldrig vaere en negativ faktor. Det, som kan opfattes negativ ved den, er at man, ved forstaaelse, kan risikere at faa aendret sin holdning, rystet sit verdensbillede, stukket hul paa sit oppustede ideal.

Det ville dertil maaske hjaelpe Morten Messerschmidts forstaaelse af islamisk terror at vende sig mod Mekka og ytre bønnen fem gange en enkelt dag, ligesom de fleste ANTIFA’er nok ville laere mere ved at diskutere ud fra et antisemitistisk synspunkt, blot en eneste gang, end ved at slaas med nazister hver gang de proever at samles.

Det er dog ikke relevant for de omtalte mennesker. Ekstremister er ikke interesseret i faelles forstaaelse. Hvis konflikt er en saa stor del af ens tilvaerelse, er netop forstaaelse fjenden.

I mit personlige tilfaelde, har jeg idag, paa faa timer, opnaaet et niveau af forstaaelse, jeg aldrig troede jeg skulle faa. I trafikken har jeg altid befundet mig mageligt som fodgaenger eller cyklist. Dette har efterladt mig med en form for foragt mod  trafikkens rovdyr, under daekke af at de er til gene for deres omgivelser mht til stoej og forurening, men nok i virkeligheden mest fordi man føler sig domineret af dem. Vi cykler rundt i deres nåde, der er kun plads til os, fordi de giver os lov.

Det var en foragt, som nu har afsløret sin sande form: mangel på forstaaelse.

Ved at raese rundt paa en lille, roed scooter, på svingende, indiske bjergveje, med over dobbelt så meget fart som jeg nogensinde har kontrolleret før (60km-ish), har jeg faaet et minimalt indblik i en anden dimension.

Nu forstaar jeg. Selv de amerikanske bikere, der spenderer dag ud og dag ind paa at cruise de mellemstatslige motorveje, og i processen gladeligt ofrer konventionelle tryghedsvaerdier saasom hjem og familie. Med ansigtsudtryk saa stenede som Mt. Rushmoores, droener de med absurd fart afsted, uden destination, uden andet centreringspunkt i deres liv end deres Harley og det antal kilometer, den er i stand til at tilbagelaegge per time. Som et levn fra en glemt nomadekultur, foeler disse stereoidefyldte okser sig som symboler for rebelskhed, ultimativ frihed, og foragt for det konforme. Og hvis man kan foele sig saadan, hvorfor skulle man saa give en fuck for om alle andre i virkeligheden synes man er nogle fucking fags.

1. An extremely annoying, inconsiderate person most commonly associated with Harley riders.
2. A person who owns or frequently rides a Harley.
” Look at that fag riding that Harley.”
“Why are these fags always so loud.”

Jeg forstaar hvorfor bilen er blevet selve symbolet paa den amerikanske frihed. Selv haabloese roadtrip-romantikere som Dennis Hopper eller Hunter S Thompson, forstaar jeg. Man kan tage hvorhen man vil, hvornår og i hvilket som helst tempo! På syre eller ej. Du bestemmer!

Jeg forstaar oprigtigt. Det betyder ikke mine vaerdier er de samme. Men for foerste gang nogensinde, forstaar jeg dem, bare en lille smule.

Ejemplos de la Realidad Salvadoreña: Vol 4

En ægte fucking guerilla:

Josè Muro

Idag er Josè en gammel mand, som tjener sit levebroed ved at vise folk rundt paa vulkanen Cerro de Guazapa, hvor han bor.

I den salvadoranske borgerkrigs tid boede han samme sted, men under radikalt anderledes forhold. Som modstandere af regimet i San Salvador, overlevede han og de andre guerillaer paa bjerget med den stoerste, noedvendige forsigtighed. Haeren havde ikke mulighed for direkte at gennemsoege det enorme, tætte skovareal som Cerro de Guazapa udgoer – saa, som militære tænkere gang paa gang har resoneret til gennem historien, for at faa ram paa en usynlig fjende, spredte de deres ødelæggelse ud over hele området, ved bombning på ugentlig basis. Hvad denne ellers saa geniale taktik ikke medregner, er de civile omkostninger. Josè var den eneste aktive guerilla i sin familie og alligevel overlevede kun 2 af hans 6 soeskende krigen. For at beskytte sig for bomberegnen byggede guerilla’erne og deres familier beskyttelsrum, eller sagt med andre ord, gravede de huller i jorden som 2-3 personer kunne krybe ned i. De var dog langt fra sikre – 2 af Josès boern doede under en bombardering i et saadant hul. Hans 4-aarige soen doede kort tid efter, pga af en triviel forkoelelse. Medicin er ikke let tilgaengeligt i nutidens El Salvador, og paa toppen af bjerget i krigstid har det vaeret fuldstaendig umuligt at anskaffe.

At vaere vidne til hans familie lide og doe foran oejnene paa ham, har sikkert faaet Josè til at overveje sit liv som modstander af regimet, men som han selv sagde mig:

“Vi kunne tage afsted, ja, men hvor skulle vi dog vaere taget hen?”

Som fattig bonde har man ikke muligheder for at flygte til et fredeligt land, som krigens sande initativtagere, de store jordejere (finca’er), gjorde. At flygte var muligt, men i krigshaergede El Salvador var der næppe udsigt til en lysere fremtid paa det naeste bjerg.

I 1982 blev José fanget af militaeret og skudt to gange i hovedet. Efter at vaere blevet efterladt i skoven af soldater, der regnede ham for doed, blev han fundet af sine compañeros og smuglet til San Salvador, hvor han blev opereret og på mirakuloes vis, overlevede. Saa snart han kunne staa op igen, tog han tilbage for at kaempe kampen paa Cerro de Guazapa. Hans resolution skyldes samme romantiske forhold som mange latinamerikanske boender har til landet:

“Paa denne jord er jeg foedt, og paa denne jord vil jeg doe, og passe jorden saa laenge jeg kan staa” (Josè Muro)

Efter 12 års borgerkrig, blev en fredsaftale mellem regeringen og oprørerne endelig etableret. Det salvadoranske regime var efterhånden blevet tilstrækkeligt presset af det internationale samfund til at ændre sin totalitære natur, pga af de utallige, åbenlyse  grusomheder som det begik – som fx da fire amerikanske nonner, med intention om at hjælpe de fattige, blev voldtaget, tortureret og dræbt af amerikansk-trænede  dødspatruljer, så snart de trådte ud af lufthavnen i San Salvador i 1980.

Våbenhvilen inkluderede både en nedrustning af samtlige guerillagrupper og regeringens nationalpoliti, det civile forsvar, og hvad de ellers kaldte deres paramilitære dødspatruljer.

I 2009 vandt Mauricio Funes fra FMNL (Frente Farabundo Martí para la Liberación National – Farabundo Martí fronten for national befrielse) det demokratiske valg, og med dette kunne man fastslå den gamle guerillastyrkes omformning til parlamentarisk partis succes.

Borgerkrigen nåede imidlertid at kræve omkring 75.000 liv, mange af dem civile, der blev massakreret sammen med hele resten af deres landsby for anklager om at huse, fodre eller hjælpe guerilla’er på andre måder.

I de ti år mellem 80 og 90, støttede USA den salvadoranske stat med over 7 milliarder dollars i form af u-landsbistand og militærstøtte. Det er omkring ti millioner kroner om dagen. Når regeringens repræsentanter blev spurgt hvor alle disse penge endte, hvordan landets uddannelses -og sygehussystem samt demografi stadig kunne være i så kummerlig stand på trods af massiv økonomisk støtte, blev der hver gang peget på motorvejen som fører nordpå fra San Salvador – som stadig var under konstruktion. Den var sgu dyr, den asfalt.

Derfor bliver den motorvej idag kaldt Calle de oro i folkemunde –

“Vejen af guld”

RØDDER OG HISTORIE

Internettet i kombination med fx smartphones med kamera, har gjort et univers af forskel mht til formidling af nyheder, spredning af dokumenter, billeder og videoer, og derfor også afsløring af grusomheder hele verden over. Det er det fantastiske element, der gør at en enhver d-bag, der sidder bag sin computer, kan finde og linke billeder af krigsforbrydelser som foregår uforståeligt langt væk, i en utilgængelig krigszone. (fx her aliens)

Sød tøs og rådden iraker, Abu Ghraib-fængslet lidt uden for Baghdad, 2008

Den her slags media, der gør at militærfolk ikke kan slippe lige så let fra at behandle civilie som fjender, og pansere ikke, i ligeså høj grad som før, kan behandle uskyldige som kriminelle, og kriminelle som dyr.

Det som mangler i nutidens journalistik, er perspektiv til historien.

Det er mig et mysterie, hvordan vores anfører i den abstrakte krig for frihed, kan få lov til at u-vende den offentlige holdning gang på gang.

Diktator er et ligeså relativt begreb som terrorist. Hvis sabotørerne under det tysk besatte Danmark i 40’erne var frihedskæmpere, hvorfor er indbyggere i Irak, der kæmper for frihed fra den amerikanske invasionsmagt så terrorister?

I 1980’erne refererede den amerikanske præsident Ronald Reagan til Mujahedinerne (frihedskæmpere fra den Sovietiske invasion i Afghanistan) som Gentlemen og sammenlignede dem tilmed med USAs højtelskede founding fathers. Staten Danmark sendte endda lille Lars Løkke hele vejen fra Græsted til Afghanistan for personligt at overække dem 600.000 kr til deres noble kamp.

Tyve års tid efter blev Mujahedinernes eftermæle forvandlet til vores absolut værste fjende, da tidligere organisator inden for mujahedin-frihedskampen, Osama bin Laden rystede verdensordenen med sine passagerfly i New York.

Muamar Gaddafi, der endte med at herske over Libyens indbyggere i 42 år, døde som bekendt d.20/10/11, her i forrige uge, besejret af oprørershæren med hjælp fra NATO. I ugerne op til hans død, var hele klodens øjne på ham. Fra øjeblikket beslutningen om intervention i Libyen blev taget, var han gået fra en god ven af Vesten til en grusom diktator, som vi skulle besejre. Det hele endte godt.

Saddam Hussein er et andet kendt og nutidigt eksempel på den samme interessebaserede krigspolitik.

Hussein og Donald Rumsfeld, amerikansk politiker og forretningsmand, i 1983. Hussein var en magtpsykopat, som Vesten støttede i mange år, gennem bl. a. hans krig mod Iran, hvor der blev kastet masser af sennepsgas og andre ulovlige kemiske våben. Først da Hussein forsøgte at indtage Kuwait i 90’erne, måtte USA erkende at man måtte gøre noget, hvis ikke han skulle opnå for stor kontrol over zonens olie. Olie. Økonomiske interesser.

Det samme som USA støttede Mubarak i Egypten for. Eller Noriega i 80’ernes Panama. Eller Idi Amin i 70’ernes Uganda. Eller Papa Doc og hans søn på Haiti fra 1957 – 86. Qadaffi i Libyen. Pinochet i Chile i næsten 30 år. Suharto i Indonesien, i over 30 år. Stroessner i Paraguay i over 40 år fra 54-89. Guatemala, Nicaragua, Cuba, Argentina, El Salvador, Bolivia, Sydkorea, Cambodja, Sydvietnam, Nigeria, Sydafrika, Kenya, osv, alle nationer, der burde prise sig lykkelige over at være undsluppet amerikansk finansieret eller støttet diktatorskab. Eksemplerne kunne fortsætte indtil du ikke gider læse mere, men det tjener intet formål. At påstå at de forenede stater og deres vasaler går i krig for et ideal som frihed er den tykkeste løgn mellem himmel og jord.

På den anden side hersker der ingen tvivl om at Venezuelas Hugo Chavez  er den værste diktator, der nogensinde har set dagens lys.

En statsleder som adskillige gange er blevet valgt demokratisk, som fx i 2000 med 60% af stemmerne, eller i 2006 med 63%. En mand, hvis folk marcherede ned foran præsidentpaladset i Caracas og krævede ham genindsat da CIA arrangerede et coup d´etat mod ham i 2002.

Men han træder da godt nok amerikanske firmaer over tæerne ved at nationalisere deres produktion. Det er da også rigtigt.

Hvem man i vores del af Verden kalder for diktator er rimelig selvmodsigende – og dermed også hvad man definerer som demokrati. Men kampen for frihed er en ganske enkelt grundlag for at gå i krig. Det er noget alle kan forstå og støtte, for vi ved jo alle sammen at demokrati er det bedste, mest frihedselskende system der findes, eller rettere, det mindst slemme. Det er jo det vi bruger, og ligesom med vores personlige valg af vaskepulver og mobiltelefon, må det være åbenlyst at det er mere effektivt end de andres.

På græsk betyder demos-kratia folke-styre. På amerikansk betyder det allieret. Uanset om folket styrer eller bliver styret.

“Somoza may be a son of a bitch, but he’s our son of a bitch”  Franklin D. Roosevelt, amerikansk præsident fra 1933-45, om Anastasio García Somoza, hvis familie styrede Nicaragua med hård hånd gennem tre generationer fra 1937-79

Så lad være med at ignorere hvad der allerede er sket. Lad være med at vende det blinde øje til ubehagelige kendsgerninger og idiotiske gentagelser. Lad være med at slug det lort som de fodrer dig, når du ved at deres retorik dækker over de samme handlinger, igen og igen. Kig tilbage, for bedst at kunne gå fremaf.

Afrikanere, husk den handel

Tyskere, husk nu de fkin’ nazister

Gringoer, husk Ronald Reagans forbrydelser og deres eftermæle

Muslimer, husk Sharia-statens umenneskelige materialisering i Talebans Afghanistan

Nordamerikanere og aboriginals, husk at jeres liv og kultur ikke blev begrænset til et reservat før kolonimagterne begik sine folkemord

Mestizoer, glem ikke at jeres indianske forfædre blev voldtaget hårdt i 2’eren med et kors, af nogle slimede, svedige og slatne sydeuropæere for guld og afgrøders skyld, og at i er bi-produktet.

For ellers fortsætter de samme groteskheder med at cirkulere gennem tidsaldrene i al uendelighed.

Det er i jeres rødder. Jeres kultur.

Og jeg lover jer at vi nok skal huske Jong-il regimet for evigt, når vi en skønne dag befrier vor brødre.

우리 민족을 해방. 사무 총장과 함께 지옥으로!!!

우리 민족을 해방. 사무 총장과 함께 지옥으로!!!

En skønne dag.

Aliens

“Det eneste tegn på at der findes intelligent liv i rummet er at de ikke har kontaktet os” frisk anonym

Fordi vi ikke kan lade være med at pulle ting som dem her af

Vi kan simpelthen ikke lade være. Vi dyrker det.

Hvis huds farvetone er nok til at få folk til at trippe indbyrdes, så vent til der kommer en nigguh daskende, der ser sådan her ud

U+2193.svg

SÅ skal du satan-æde-mig se racisme

Muslimer og katolikker, Serbere og Bosniakker, Tyrkere og Kurdere, Sydkoreanere og Kim Il Sung-disciple, Jyder og danskerne, Cribs og Bloods, Ku Klux Klan’ere og Black Panthers,  Kinesere og Amerikanere, sorte, hvide, gule og røde, alle sammen  på samme hold, for at lynche, stene og korsfæste de hæsligheder som adskiller sig fra hele resten af flokken.

Vi dyrker det

What next

Here I am.

In the midst of the 2011 fall of unemployment I lost my job. I was let go, quickly and coldly. In the soothing yet monotome voice that is the prime characteristic of the middle-aged, male, danish paedagog, I was informed that I wasn’t good enough to care for the princess of Denmark and the spawn of the supreme financial elite of our nation. Fair enough. No hard feelings. It’s cool, really. I wasn’t even angry or nuttin’.

Actually, I wasn’t even surprised, cause inside I’d known it all along. I wasn’t even close to being what they needed.

They wanted a go-getting, blue-collar kid. Some motherfucking expert-level smoothtalker with a masters degree in sucking up.

The guy, who remembers the names of every single parent and follows them around to please them with the same cute anecdotes about their children’s day, realizing that he’s repeated the exact same word-combination a few hundred times at the end of the day.

The bloke, who runs around feverishly, collecting scattered fragments of what used to be a Beyblade or a Bakugan or whatever the fuck else they name em’, by request of some busy parent.

Não. Não sou eu. Without a shred of flippin’ doubt, that won’t be me.

Watching the libs of my former boss, mouthing my dismissal in slowmotion, my thoughts couldn’t help themselves but to wander off, slowly entering the the forbidden land of a concept known as the future. More specifically my future.

With the reds in charge, the great, omnipotent deity they worship as Economy is only supposed to get weakerOr so they tell me.

Shouldn’t this precious resource, they named employment, that everyone is searching for and discussing about these days, not only get scarcer then? Is that what they’re insinuating?

Figures, I should be worried sick. I ought to spend the majority of my time staying indoor, safeguarding myself from the retribution of the almighty and vengeful Economy. Who the fuck cares about terrorist and -nuclear strikes when our own monetary system is loose on a freakin’ killing spree.  That’s what they’re sayin’. Right?

Get your fear-muscles pumped up cause it’s about to get heavy in here.

Or maybe, what they meant to say was, that I shouldn’t worry, ’bout a thing. That every little thing, is gonna be all right. I choose to look upon life the latter way.

Ejemplos de la Realidad Salvadoreña: Vol 3

Carinca Climaco

En esta casa no toleramos violencia contra mujeres

I dette hus tolerer vi ikke kvindevold.

Carina er den eneste af disse hovedpersoner som jeg ikke har interviewet. Grunden er simpel – da jeg var i hendes hjemby, havde hun allerede siddet i faengsel i flere aar. Som 22 aarig blev hun doemt til 30 aar bag traemmer for et uheldigt valg, der kun vedroerte hendes egen krop. I El Salvador er abort ikke kun haardt strafbart for laegen som udfoerer det, men ogsaa for den fortrydende klient.

Foer 1997 var abort dog lovlig under saerlige omstaendigheder;

1; Hvis barnet var produkt af en voldtaegt, 2; hvis foedslen ville bringe morderens liv i direkte fare eller 3; hvis barnet utvivlsomt ville ende som deform eller handicappet.

Abort er en af vor tids mest heftige debatemner. Hvad der for alvor komplicerer emnet, er kirken og kristnes staerke ansvarsfoelelse over for fostre, som de anser paa lige fod med mennesker i alle stadier. Spoergsmaalet hviler ofte paa hvor mange menneskelige attributer man vil tilfoeje et ufoedt foster – og dermed hvornaar i graviditeten.

Hvornaar kan man defineres som et “menneske”?

Men selv i et pro-life synspunkt, hvis abort er mord, har El Salvadors stramme lovgivning, i Carinas eksempel, resulteret i ikke kun én, men to knuste skaebner.

Ejemplos de la Realidad Guatemalteca: Vol 2

Pablo Idalgo:

Pablo Idalgo er en jaevn fyr fra den lille landsby Las Espinas i Guatemalas hoejland. Som man observerer ham, virker det som om han bruger det meste af sin tid paa at plante majs, rode i jorden og passe grisene. Med sin skinnende pick-up truck koerer han ugentlig til den naerliggende by, Huehuetenango, for at koebe medicin og foder til hans koer, kalkuner og svin. Han lader til at vaere en glimrende forsoeger for sin gravide kone (der ikke synes at lave meget andet end mad) og to doetre, Selena og Rosy og soen Esben.
Men for at opbygge det relative overskud hans familie nyder, har Pablo taget turen som illegal immigrant til USA ikke mindre end fem gange. Den her rejse er noget som et uhyrligt antal guatemaltekoer kaster sig ud i aarligt. I de flestes tilfaelde har det intet at goere med illusioner om den amerikanske droem – det er en selvofrende beslutning om at tilbringe nogle aar vaek fra sine elskede for at kunne tilbyde dem hoejere velstand. Meget lig med oesteuropaeiske immigranter, som det bedre kan betale sig for, at samle flasker i Danmark end at have et normalt job i deres hjemland, kan faa maaneders arbejde i staterne tjene en mellemamerikaner (undtaget Belize og Costa Rica, som har betydeligt bedre oekonomier end deres nabolande) flere penge end et aars arbejde hjemme.

Ifoelge Pablo koster turen fra Guatemala til den rigtige side af USAs graense $5000. Dette er beloebet foerste gang – for de falske papirer til opnaa adgang til Mexico er noget af det dyreste. Naar man foerst kommer til muren mellem Mexico og USA er det bare om at kravle under – og derefter loebe hurtigt. Der er et langt jordareal man bliver noedt til at krydse, som politihelikoptere patruljerer, hvor der er faa steder man kan gemme sig for dem. Pablo fortalte mig om engang han gemte sig i det samme trae i tre timer, fordi det naeste var flere kilometer fremme og han var ved at skide i bukserne af skraek pga helikopternes cirkulerende soegelys. Hvis man bliver fanget, kan straffen variere, men det mest normale er en uges detention og derefter en gratis flyvetur hjem til Guatemala. Mere om selve rejsen over graenserne bliver beskrevet i senere post om en immigrant fra El Salvador.

Naar man kommer ind i USA bliver man med det samme del af et gigantisk, oekonomisk system. Det foregaar hovedsagligt i en af de sydlige stater, steder som Miami, Tampa, West Palm Beach, Tennesee, Atlanta og Aigwa (remset op af Pablo). I byer som disse bor de sammen i hele samfund af arbejderer fra Latinamerika. Sammen med 4 andre spansk-talende arbejdere bliver man placeret i en 1-vaerelses lejlighed. Det koster omkring $500 om maaneden for lejligheden – men ved at dele den ofres komfort frem for muligheden til at opspare maximalt. Det er typisk jobs vedroende isolering, konstruktion, kabelopsaetning eller servicebrancen (MacD/BK) som de ulovlige arbejderer paatager sig. Omkring $1000 kan man gennemsnitligt tjene maanedligt ved disse jobs – en ekstremt lukrativ loen for en guatemalteko. Fem maaneders arbejde i USA sagde Pablo at det tager foer man kan “mandar no mas pagar” – sende, ikke mere betale. Naar man har arbejdet naesten et halvt aar for at betale rejsen af, kan man endelig begynde at sende penge hjem til familien.

Pablo har alt i alt tilbragt mere end 8 aar i USA, men han kunne aldrig droemme om at blive der laengere end noedvendigt. Heller ikke har han ambitioner om at rejse til Guatemala City eller Huehuetenango for at bruge sin amerikanske opsparing. Han elsker landet, Las Espinas er hans hjem, og tiden han bruger paa at arbejde i USA er udelukkende noget, han bliver noedt til at goere for at vedligeholde sin families status i toppen af det oekonomiske hieraki, i den ekstremt fattige landsby.

Maskineriet som Pablo og utallige andre latinamerikanere har taget del i gennem aarene, styres ifoelge ham selv, af de hvide anti-castro cubanere i Florida. De har amerikanske papirer og kan derfor kontrollere alt – fra de jobs de udpeger til indvandrerne til lejlighederne som de presser dem sammen i. Som herskerne af den gigantiske hispanic-sort-arbejde-traedemoelle i USA er disse storkapitalister ogsaa medskyldige i det omstaendige immigrationsproblem USA har fra syd. Manos negros, pisto bastante. (Sorte haender, store penge)

Pigmentarisk Hieraki 3/3

Idag kan man med sikkerhed sige at stoerstedelen af befolkningen i Guatemala er rimelig solidt blandet sammen. Ladinos eller indigenas (indfoedte), den eneste forskel er, for mig at doemme, hvad de selv vaelger at definere sig som. Et helt specielt eksempel er El Salvador, hvor forfoelgelse og massakre paa indigenas i 1930’erne har efterladt landet fuldstaendig rippet for indiansk kultur – dem der ikke blev myrdet eller flygtede til nabolande, frasvaergede sig deres kultur for at gaa med livet i behold.

De farvede

Guatemala definerer 41% af befolkningen sig selv indigena – en enormt afgoerende faktor for den personlige identitetsfoelelse er selvfoelgelig hvorvidt personen snakker et indfoedt sprog – alene i Guatemala er der 23 forskellige sprog ud over spansk – hvoraf 21 er Maya-dialekter, saasomQ’eqchi’, Mam og K’iche’. Ingen af disse forskellige dialekter kan forstaa hinanden imellem.  Eksempelvis i mit communidad (landsbysamfund) Chonimacorral, snakker folk hovedsagligt K’iche’. Mange, isaer kvinder og gamle, snakker ikke spansk overhovedet, hvilket goer kommunikation med udlaendinge, for ikke at naevne resten af guatemaltekoerne ud over den million K’iche’indianere, der bor i omraadet, umulig. Privilegier som politisk deltagelse er selvsagt langt ude for raekkevidde, da alt nationalt foregaar paa spansk. De fleste indigenassnakker dog et spansk som er tydeligt maerket af at vaere andetsprog. Tre kilometer nede af vejen ligger et andetCommunidad, med mennesker under lignende vilkaar, der udelukkende snakker spansk. De ville paa ingen maade kunne defineres som indigenas,men det ville vaere umuligt for mig at spotte en forskel – paa hudfarven, paa ansigtstraekkene, paa kropsformen.

Pointe: De ligner hinanden

De farveloese

Det mest maerkvaerdige er dog at man stadig stoeder paa folk, hvis pigment er saa blank som den mest solsky, blegfede, fregnede gingerknaegt fra Soenderjylland, Liverpool eller Kansas hernede. Dem skal man imidlertidig ind til byen for at finde – Guatemala City, hvor 3,5 ud af Guatemalas omkring 13 millioner indbyggere bor. Det er steder som fastfood restauranter man skal lede – naar man traeder ind i èn af byens utallige Wendy’s’, MacDonalds, Burger Kings eller Pollo Camperos undres blikket med det samme – ‘er det virkelig det samme land?’. Hudfarveniveauet falder mere end et par toner, haaret kan endda vaere helt lyst, og traekkene er afgjort mere europaeiske end latinamerikanske. Og dog snakker de spansk og foeler sig utvivlsomt ligesaa meget, hvis ikke mere, som guatemaltekoer end las indigenas i bjergene. Hver eneste gang man benytter en af de storby-utiliteter, som kraever et vist oekonomisk overskud at drage gavn af, er det tydeligt at se hvem der sidder paa guldet i Guatemala. Naar man fx befinder sig i shopping malls, kunne man ligesaa godt vaere et hvilketsomhelst sted i USA eller Europa. Butikkerne er identiske og menneskerne, der faerdes der er, kun med undtagelse af en minoritet af moerkere ansatte, kaukasisk hvide. Det samme billede tegnes hurtigt naar man taender fjernsynet og ser hvad som helst, fra nyhederne til daarlige tv-serier – skuespillerne og ankermaendene er uden undtagelse hvide. Ikke engang et strejf af Ladino kommer til syne, saa det er igen som, pludselig at vaere i spansktalende Europa. Det er ubehagelig aabenlyst hvem der har de velbetalte jobs i Guatemala, og dermed hvem der bliver landets repraesentanter; dem som skaber idealerne for skoenhed og succes. Den store majoritet af Indigenas og for saa vidt ogsaa Ladinos tilfoejer beskedent i forhold til modeller og former direkte importeret fra USA.

De fremmede

Her i hoejlandet, hvor jeg bor, er der ikke nogen tvivl om at jeg er en gringo. Det nedladende term bruges hovedsagligt om amerikanere, men heromkring er alle enige om at jeg er én – dvs at det bruges bredt om enhver udefrakommende, enhver rejsende. Et ord, som til tider bliver raabt efter èn af skabede unger og flabede unge, er efterhaanden begyndt at goere mere ondt end noget andet racistisk udtryk – fordi det meget effektivt faar mig til at foele mig som en fremmed. Af denne grund er det ogsaa blevet min store nydelse at bruge bandeordet, naar jeg moeder blonde, blanke, backpacker-amerikanere.

Det interessante er at det er tydeligt for alle og enhver at jeg ikke blot er en del af overklassen – maaske er det mit sprog, maaske er det mit toej eller attitude, eller maaske er det fordi at der aldrig har vaeret rig guatemalteko saa langt ude paa landet – hvad fuck skulle jeg lave lang pokker i vold oppe i en aldea (landsby) i hoejlandet og spise boennemos, hvis jeg var bleg ladino og havde hus i byen og villa ved kysten.

De sorte

Vedroerende kysten, Guatemalas karibiske kyst navnligt, bor en helt speciel kaste. Garífunas er udkommet af skibbrudne slaver fra Afrika og Arawaker, indfoedte fra de Caribiske oeer. Efter en vild og hektisk historie med oproer og krig mod deres europaeiske herskere, endte hoveddelen med at flygte til Centralamerikas oestkyst, hovedsagligt Honduras, Guatemala og Belize. Idag lever mange af dem i deres egne byer og Communidades med en fuldstaendig unik kultur. Deres musik og -dansekultur drager mange traade tilbage til De Caribiske Oeer i form af elementer fra reggae, dancehall og dub – og tilmed en meget erotisk dansestil sammenlignelig med jamaicansk daggerin’. Den mest kendte genre hedder Punta og er senere blevet moderniseret til Punta Rock, men mere afrikansk-traditionelle genrer som Paranda er baseret naesten udelukkende paa trommer. Deres sprog, Garìfuna, er en bemaerkelsesvaerdig blanding af originalt Arawak, engelsk, fransk, spansk og tilmed flere forskellige afrikanske sprog – dertil skal det siges at stort set alle ‘sorte caribianere’ ogsaa snakker et flydende spansk eller engelsk.  Omkring religion, er hoveddelen katolikker, men det skal tages relativt. En shaman spiller stadig en vigtig rolle i Garìfuna samfund, og andre elementer fra voodoo lever stadig videre hele vejen fra Afrika.

Alt i alt skal man vaere en utrolig ureflekteret turist for ikke at bemaerke den latterligt uddaterede, raceopbyggede opdeling, som Guatemala (og Centralamerika generelt) er styret af. Overklassen af Peninsulares/Creoles er den dag idag, et halvt aartusind efter indfoerslen af Latinamerikas pigmentariske hieraki, stadig i overvaeldende kontrol over oekonomi saavel som kultur nationalt. Selvom slaveriet trods alt er ophaevet, er det utvivlsomt de indfoedte, der udgoer underklassen – en underklasse, der rummer 75% af landets befolkning, levende under Verdensbankens fattigdomsgraense. Politisk marginaliseret og socialt diskrimineret imod, forbliver Latinamerikas oprindelige indbyggere en underrace til den evigt-eroberende hvide mand. Den dag idag lever Columbus’ arv i bedste velgaaende.